Manden-Praktiske Tips

 

 

Egentligt er dit "job" som sæddonor ganske enkelt : du skal onanere ned i et plasticglas, og hurtigst muligt bringe den friske sæd hen til kvinden, så hun kan inseminere sig med den. Alligevel er her et par råd og praktiske tips :

Sørg for, at afleveringstidspunkterne er koordineret bedst muligt, så både du og kvinden er klar på de rette tidspunkter. Evt. kan I mødes et fælles sted, så tiden mellem sædudtømning og insemination er kortest mulig. Om I vil se hinanden – eller som vi har valgt det – kommunikerer over e-mailen, og i øvrigt aldrig har mødtes, er naturligvis afhængigt af, hvad netop I finder bedst. Da vi bor meget tæt på hinanden, har kvinden sæden indenfor 5 – max. 10 minutter (jeg afleverer glasset i en pose ved hendes hoveddør !).

Bor I et stykke væk fra hinanden, kan der være nogle udgifter til transport – her vil jeg nok synes, at det er rimeligt, at kvinden holder dig skadesløs. Omvendt, er det min mening, at du ikke bør forlange noget som helst udover dine reelle udgifter – husk på, at dette er en lille håndsrækning (med stor betydning !) til et andet menneske, ikke en forretning ! Hvis du ønsker at tjene penge som sæddonor, kan du henvende dig til sædbanken Cryos (www.cryos.dk), som har afdelinger i København, Århus og Odense (her godtgøres med kr. 250 per godkendt prøve) ...

Bed modtageren af sæden om at købe engangsglas af plastic med skruelåg til dig. De kan fås som urinprøveglas på apoteket, sørg for at have i hvert fald 2-3 glas liggende klar til hver ægløsningsperiode.

Vask spidsen af penis og forhuden grundigt med rent vand (brug ikke sæbe !) før du går i gang med sædudtømningen. Lad låget blive på glasset, indtil du skal bruge det. Sæden bør ikke opsamles i kondom, da mange fabrikater er behandlet med sæddræbende midler.

Brug evt. pornoblade eller –film som stimulation.

Pas på med ikke at spilde noget af sæden, især ikke de første par "skud" (ejakulater) – det er som oftest de første sæddråber, der indeholder de fleste modne og mest bevægelige sædceller.

Hvis I har aftalt flere afleveringer i forbindelse med kvindens ægløsning, sørg for at der også er en ordentlig mængde sæd tilbage til de sidste afleveringer i rækken. De fleste mænd har nok en fornemmelse for, hvor meget og hvor tit, de kan levere ?!? Det kan være en fordel at "spare lidt op" et par dage før første aflevering – prøv dig frem, det er meget individuelt.

Sørg for at holde sæden kropsvarm under hele transporten – f.eks. ved at placere glasset tæt på huden. I alle tilfælde, bør stærk kulde- eller varmepåvirkning undgås.

Din sædkvalitet kan helt naturligt svinge op og ned over tid – ligeledes med sædmængden (volumen) per udtømning. Da der desværre ikke er mulighed for at teste for antal celler, deres bevægelighed (motilitet), o.s.v. først med denne fremgangsmåde, er der ikke andet for, end at I må forsøge igen, hvis det / de første befrugtningsforsøg mislykkes – og selvfølgelig altid håbe på det bedste !

Til allersidst – held og lykke med "arbejdet" – både til dig og til modtageren af sæden !